Det fantastiske vejr forsætter, kun afbrudt af et par hårdtrængte regnbyger, men ellers det smukkeste vejr. Det var da også dette skønne vejr, der gjorde at jeg gik alene i Odense Teater for at se Skammerens Datter. Torben og Albert havde travlt på vores båd, og jeg forstod godt deres valg; vil man sidde i teateret, når der er 27 grader udenfor eller vil man ud at sejle?? Ja, jeg ville i teateret, for jeg har i den grad set frem til at se Skammerens Datter, og forestillingen levede helt op til forventningerne. Amalie-Marie Nybroe Fjeldmose spillede fortrinligt  rollen som Dina. Jeg kan rigtig godt lide det univers som Lene Kaaberbøl skaber med sine historier. Det handler om mennesker, der har evner til at se ind i menneskers inderste afkroge. Det var et fantastisk stykke, som jeg varmt kan anbefale, næste gang de spiller er på Hammershus på Bornholm. Jeg ved ikke hvad der ellers foregik i Odense denne varme dag, for der var heste alle vegne – ikke et så almindeligt syn inde i centrum af Odense, men ganske hyggeligt. Da jeg kom hjem fra Odense tog jeg direkte ned til vores båd, og hele familien var ude at bade. Vandet er skønt ca. 18 grader. Torben og Albert havde lavet mad; nyopgravede kartofler og salat fra haven, og iskold saft og hvidvin til. Desserten var is fra det lokale ishus 2 minutter fra vores båd. Om søndagen tog jeg til Haderslev. Jeg var i Haderslev i 3 dage og fik set en hel del af den gamle bydel. Det er en smuk gammel by, men – som så mange andre mindre byer – var den præget af stagnation i dele af bylivet med hele gader der stod med tomme butiksvinduer. Da jeg kom hjem fra Haderslev var det huhej og lave salat og videre til elevarrangement på Alberts skole for at se deres fremlæggelse af deres tur til Bornholm samt efterfølgende fællesspisning. Om torsdagen var vi på Café Skovsgård på Langeland sammen med vores skønne naboer og spise aftensmad. En ny tradition vi har indført her i den travle hverdag, så får vi snakket sammen med naboen og slappet af – andre har lavet mad til os.  Vi kan varmt anbefale  Café Skovsgård – maden er økologisk hele vejen igennem og smager dejligt, og imens vi voksne ordner verdenssituationen, tumler drengene rundt i området. Et fantastisk naturområde, som Albert har tumlet rundt på lige siden han var 1 år. Der er geder, som man må fodre og klappe. Der er et årligt høstmarked, hvor man kan lave alt muligt kerne smør, bage brød,lave papir, bage snobrød og meget meget mere. Der er et slot, hvor der ofte er kunstudstillinger. Der er en fantastisk park, hvor vi har holdt picnicture osv. Vi har været der rigtig mange gange – det er et fantastisk familiested! I går fik jeg tid til at lytte til et oplæg af Viggo Mortensen, hvor han holdt et fantastisk oplæg om Albert Camus tale for 70 år siden om “human crisis” – dengang som nu et tankevækkende skrift. I kan høre det ved at følge dette link: https://youtu.be/aaFZJ_ymueA . Det er forøvrigt meget morsomt med Viggo Mortensen. Vi – Torben og jeg – har mødt ham personligt, da han var i Odense på Brandts for at fortælle om hans fotoudstillinger og digte. Det er ca. 13 år siden, og jeg var højgravid med Albert. Viggo skrev en hilsen til Albert i den digtsamling, som han lige havde udgivet (under digtet Vuggevise fra digtsamlingen). Vi har vist det til Albert, nu hvor han selv har mulighed for at læse hele digtsamlingen. Viggo Mortensen var/er et helt og aldeles dejligt smukt menneske med mange kompetencer. Han synger, spiller musik, digter, maler, tager fotos, er skuespiller, taler flere sprog flydende – ja den mand laver rigtig mange ting, og er altså også på sin helt egen måde et talerør for socialt udsatte og andre som er ofre for tåbelige politiske beslutninger.

 

Janni Ansel

Heste i Odense City…

Janni Ansel

Solnedgang set fra båden….

Janni Ansel

Haderslev gamle bydel…..

Janni Ansel

Vor Frue kirke i Haderslev – opført ca. 1250…

Janni Ansel

….og Haderslev Indre Dam – fyldt med grågæs og andre fantastiske fugle…

Janni Ansel