Hele familien var i Scala biografen for at se dokumentarfilmen “Den anden side”, som handler om den anden side af Anden. Filmen giver et indblik i det benhårde pres, som Anders Matthesen ene mand på scenen er konfronteret med under en turné på 100 shows landet over. Anders Matthesen er efter min mening en virkelig intelligent og morsom mand, og vi er aldrig gået skuffet fra et show med ham. Men filmen viser på en rigtig god måde, hvad det koster af psykisk energi, at stable et så gennemtænkt show på benene. Den viser Anders Matthesen som et stærkt, men også sårbart menneske, der ikke går på kompromis med sine værdier. Filmen viste også, hvor en vidunderlig støtte og kritiker han har i sin skønne kone Cemille. Det der med værdier – individuelle værdier og familie værdier – det betyder meget for mig, og her forleden hørte jeg en ny podcast, som jeg bare må formidle videre. I skal lytte til Hverdagsminimalisme en ny podcast af Mia Gardum en sød beskeden ung kvinde fra Århus, der har sin helt egen stilfulde måde, at få sit budskab ud på. Jeg bliver simpelthen så begejstret, når jeg hører disse unge mennesker være helt klare i deres værdidiskussioner. Jeg er helt tryg og rolig med den yngre generation, der kommer til at “overtage” verden. Mange – ja rigtig – mange af dem har efter min mening sunde og bæredygtige tanker og handlinger til gavn for fremtiden. Flere af dem har “kant” og træder ud fra mængden, som f.eks. Jenny Mustard – hende kan I se her https://youtu.be/ox6FXlNFGBc , hvor hun taler om Minimalisme. Det er lidt sjovt, hvordan værdier bevæger sig i cirkler. For ca. 10 år siden læste jeg bogen “Simple Living” af Gitte Jørgensen, og var begejstret for konceptet, men glemte det igen i en hektisk hverdag. Så dejligt at konceptet har fået sin renæssance! I det hele taget er jeg ivrig tilhænger af at reducere kompleksiteten der gør sig gældende i nutidens samfund. Torben havde i løbet af ugen læst Svend Brinkmanns bog “Stå fast”. Jeg har for et stykke tid siden oplevet Svend Brinkmann op til flere gange – manden er i den grad god til at formidle! Bogen “Stå fast” gør op med nutidens udviklingstvang – “tag nejhatten på” siger Svend Brinkmann, og jeg er i den grad enig med ham. Han har lige skrevet en ny bog, der hedder “Ståsteder” – I kan høre lidt om den her https://youtu.be/ftcGp1pTAG8 Jeg er også enig med Svend Brinkmann i hans kritik af den stigende diagnosticeringstendens, der er i nutidens samfund. Hvis ikke I kender Svend Brinkmann, så er det på tide – se med her om kritikken af diagnosticeringskulturen https://youtu.be/QkwodvaE0mg .