Man kan sætte sig og surmule over vejret eller indrette sig med, at solen titter frem nu og da. Det er sådan vi har indrettet os her i familien. Vi er ude, spiser ude, arbejder ude (Torben har f.eks. fået malet hele husets yderside (!) ), plukker bær, sejler osv når vejret tillader det, og lægger puslespil, spiller brætspil, laver syltetøj, rydder op, læser bøger, ser film osv når det regner og blæser. Denne uge er gået med besøg af Alberts venner på miniferie her hos os. De har skateboardet, spillet i band, spillet Trivial Pursuit med os, spillet computerspil, spillet bold oa. Vi har været på café i Svendborg (Simons Gård), på shoppingtur og til Hansted Festival i Krøyers Have – ja, der er virkelig så meget man kan foretage sig, at jeg ikke rigtig forstår dét der med at folk ikke ved, hvad de skal bruge tiden til pga vejret.
En af de film jeg satte mig til at se på Netflex var dokumentarfilmen “What The Health” – igen en af disse film, der får mig til at reflektere over den dysfunktionelle del af samfundet. Se filmen selv og vurdér I kan se den på youtube her https://youtu.be/uC9evAfGI9w Måske kan man blive noget intimideret efterhånden af denne type dokumentarfilm, men jeg mener der er vigtige budskaber i filmen om kost og sundhed. Jeg har selv engang på mine psykologihold for nogle år siden arbejdet med ADHD projekter, hvor mine kursister kiggede kritisk på diagnosen ADHD ud fra flere forskellige synsvinkler, som var inspireret af en journalist fra Fyens Stiftidende. Spørgsmålene som de arbejdede med var; Hvad er ADHD – en dysfunktion i hjernen?, Hvad er ADHD en dysfunktion i samfundet?, Hvad er ADHD en dysfunktion i opdragelse- og uddannelsessystemet? og sidst men ikke mindst Hvad er ADHD en dysfunktion i vores kultur?. Kursisterne var virkelig engageret i projektet. De valgte sig ind på grupper ud fra de forskellige spørgsmål, og dét de fandt ud af overraskede både mig og dem. F.eks fandt en gruppe ud af, at kost kan have en sammenhæng mht ADHD, en anden gruppe fandt ud af at de foreninger som hjælper familier med ADHD børn, er sponsoreret af medicinalfirmaer som producerer ADHDmedicin (!!!!) [ se også i filmen “What The Health” hvordan Diabetesforeninger, Hjerteforeninger oa er sponsoreret direkte af firmaer, der er medskaber af hjertesygdomme oa] – men dét der yderligere var interessant ifht hvad kursisterne fandt ud af var, hvordan normalitetsbegrebet indskrænkes mere og mere (eksempelvis hvis unge gør oprør, så er de enten utilpassede, borderline eller andet). Dét er jo nøjagtig dét Sven Brinkmann også peger på, og det er dét, jeg ser som en dysfunktion i vores samfund. Derfor bør man se eksempelvis filmen “What The Health” eller andre kritiske film jeg har anbefalet her på min blog, og selv vurdere om ikke vi på nogle områder i vores samfund er ude på et sidespor!. Men som I jo ved er jeg født optimist, og jeg er overbevist om, at alt nok skal gå godt, når bare vi lige sammen får set på nogle forskellige aspekter i vores samfund og globale fælleskab. Her tænker jeg bl.a. på de 17 verdensmål som er vedtaget af FN – se dem her https://youtu.be/9_wdE1WIhAE , og bliv inspireret.
Lige for tiden i haven mødes vi af disse smukke roser….
…vi hygger os med at lægge Morgenthaler puslespil – et nyt hvert år…
…så er vi til Hansted Festival med skønne Thomas Buttenschön….
…Albert og Valdemar er med på festival…
…man kan altid sætte sig og nyde det grønne i vore drivhuse uanset vejret…
Torbens grønne fingre tryller grøntsager og frugt frem….her er det løg….