Måned: august 2017

Placebo effekten – du ser det når du tror det!

Lige for tiden læser jeg en virkelig spændende bog af Neuroscientist Joe Dispenza som hedder “Placebo effekten”. Jeg anbefaler at alle læser denne bog, fordi den på saglig videnskabelig grundlag fortæller om menneskers muligheder med krop og bevidsthed. Det er selvfølgelig altid bedst at læse bogen, men se lige her og bliv inspireret af Dr. Dispenzas forklaring af Placebo effekten  https://youtu.be/XrPE68HM1XE. De fleste kender diskussionen om Placebo, men Joe Dispenza går et skridt videre. Jeg har tidligere på denne blog anbefalet filmen “What the Bleep do We know?”, hvor Dr. Dispenza også er med. Et andet fænomen som også tiltrak min opmærksomhed var solformørkelsen over USA d.21.august. Jeg kunne ganske vidst kun følge med på skærmen, men jeg husker hvordan stemningen i DK 2015 var, da der var solformørkelse her. Hvor er det pudsigt, at nogle mennesker er fuldt ud optaget af fænomenet, og andre aner overhovedet ikke at det foregår (!)

For tiden er det blommetid i vores have, så her er en summen af ihærdige honningbier (og heldigvis ikke så mange hvepse), flagrende sommerfugle i alle farver, pludrende høns der tripper rundt og snøftende betuttede pindsvin. Vi har haft nogle dejlige Indian Summer dage, så forleden aften lavede vi snobrød og spiste bålmad i vores have (Albert og Valdemars idé). Det er nu rigtig hyggeligt  at have en bålaften en gang imellem og nyde de fantastiske solnedgange. Tænk sig at sommeren er ovre om en uges tid, det er næsten ikke til at tro.

Solsikkerne i haven står i fuld flor nu….

…en fugle unge havde forviklet sig ind i drivhuset…

….fantastiske sommerfugle….

sommerfugle i haven

…..høsttid…….

mariehøne

….og bålaften……..

snobrød

….og skønne smukke solnedgange i august…

 

Alt hvad vi har brug for er allerede inde i os

I den her uge så jeg nogle stærke kvinder i aktion. Godt nok var den ene kvinde skuespiller, nemlig skønne Sidse Babett Knudsen i Kvinden fra Brest, og Sidse spiller (fremragende!!) en autentisk kvinde, der går op imod staten og medicinalindustrien. Jeg anbefaler stærkt at alle kommer ind og ser denne film, fordi der er SÅ meget vigtig information for alle samfundsborgere i denne film. Meget kort handler den om Iréne Frachon, der finder ud af at hjerteproblemer hos hendes patienter hænger sammen med et slankeprodukt. Hun gør lægemiddelsstyrelsen opmærksom på problemet, og de ignorerer hende blot. Irene får nogle forskere på Universitet i Brest til at systematisere undersøgelser af hjertepatienter, og dermed skabe beviser for hendes påstand, og istedet for at fjerne produktet fra markedet, presser medicinalindustrien Irene. Ja, jeg skal jo ikke fortælle for meget, for så ødelægger jeg en del af oplevelsen, men filmen er meget apropos den stigende diagnosticering og de høje aktiekurser i medicinalindustrien – i filmen Kvinden fra Brest er der en god etisk pointe; politiet kan ikke både være røver og politi på samme tidspunkt. Det er nødvendigt at tingene er adskilt, dvs lægemiddelstyrelsen og staten kan ikke “være i lommen” på medicinalindustrien. Det kan ikke være rigtigt, at folk, der sidder i statslige kontrolinstanser kan have økonomiske interesser i dét de skal kontrollere! Se et lille klip af filmen her https://youtu.be/GD8jRonSa5Y og skynd Jer i biografen!

Den anden kvinde jeg tilfældigt stødte på i løbet af ugen er en musiker, en pianist, en singer songwriter som hedder Sheena Grobb. Hun oplever i sine unge år en alvorlig sygdom, der slår hendes liv ud af kurs, men hun formår alligevel, at få det bedste ud af det. Se hende her i dette klip fra Tedx, hvor hun understreger, at det vi har brug for allerede er inde i os! https://youtu.be/cqVmOH4bAzM  og lyt til hendes musik her https://youtu.be/vLk81FgXM_s Ja, jeg får kuldegysninger af hendes stemme og smukke væsen.

I weekenden mødtes vi med vore dejlige venner på café Wø ved Torvet i Svendborg, og vi fik lyttet til Phisters Kartel et band fra Svendborg, der spiller super god musik. I kan høre dem her https://youtu.be/N3i8XtcRfmI godt nok er dette optaget på Hansted sidste år, og deres nye guitarist David Mølhede spiller vist ikke med her. Men han spillede på Torvet – det var faktisk derfor vi var taget ind for at høre Phisters Kartel,  og David spillede suverænt godt!

 

Her spiller David i bandet Phisters Kartel….

3 timers super god musik leveret af Phisters Kartel!

Vejret – tjae det danske sommervejr er jo et konstant mix af regnvejr og solskin…

Luc Besson – min yndlings filminstruktør!

I firserne var jeg fuldstændig besat af filmen Le Grand Bleu. Den var den smukkeste film jeg havde set længe, og soundtracket til filmen var også en fornøjelse at lytte til. Den gang lagde jeg ikke så meget mærke til hvem der var filminstruktør på filmen. Men efterhånden dannede der sig et mønster over de film, som jeg gennem tiderne var mest begejstret for (Det 5.element, Jeanne D’Arc, The Lady osv) – det viser sig at alle havde samme filminstruktør, nemlig geniale Luc Besson. Dette fandt jeg ud af i 90’erne, og jeg har derfor siden glædet mig til hver gang Luc Besson lavede nye film. For et par år siden så jeg Lucy og den film var simpelthen fantastisk, og nu – ja, i går faktisk, var hele familien i anledning af min (og Alberts) fødselsdag inde og se Valerian and The City of Thousand Planets også af Luc Besson. Den var bare så vidunderlig. Jeg elsker Science-Fiction fordi man ofte kan se fremtidige opfindelsers spirende idéer her. og i alle Luc Bessons film er der altid et overflødighedshorn af oplevelser og tanker til eftertanke. I filmen Valerian og i filmen Det 5. element handler det om liv på andre planeter, som lever ud fra en harmoni med den planet de lever på, og med en telepatisk empati til alt levende omkring sig. Historien er lidt det samme, med at disse smukke væsner bliver domineret at aggressive stupide jordboere. De smukke væsner er i sagens natur langt mere overlegen end jordboerne, men ikke alle jordboer erkender dette. Tag ind og se filmen – den er som altid med Luc Besson et besøg værd https://youtu.be/BszXhUjJz00 og ja, hvis I er interesseret i mere af det nyest af Luc Besson, så se Lucy her https://youtu.be/MVt32qoyhi0 Jeg var virkelig fascineret af den diskussion om hjernens kapacitet, som fulgte efter premieren af Lucy. Se med her fra filmen Lucy https://youtu.be/y6GlVC2tbfw  hvordan vores opfattelse af tid, rum og bevidsthed bliver udfordret.

Dagene er gået med fødselsdage – ja hele familien har fødselsdage i august (!), så vi har fået dejlig italiensk mad fra Appetito i Svendborg, men dagene er også gået med arbejde og tennis. Albert havde noget længere ferie end os andre, så han tog en uge på Tennis Sommerskole. Vi fik nu også tid til at se ugens familiefilm sammen – det var The Truemann show med Jim Carey, som ikke lige er min kop te, men filmen har et rigtig godt budskab om mediernes manipulation af virkeligheden. Efter filmen fik vi en snak om en anden film The Joneses, som meget kort fortalt handler om, hvordan vi manipuleres til at forbruge mere end, hvad vi har behov for.

Nok om film – har I bemærket den helt fantastiske fuldmåne der har været? Jeg synes august måned altid har et helt unikt lys. F.eks. når jeg står og ser ud over stubmarkerne (og kan høre høstmaskinernes monotone lyde), og ser hvordan frugt og grønt skifter farve. Vi har høstet blommer og anden frugt og grønt, og som altid ved denne tid tørrer, sylter, fryser oa vi alt godt fra haven, så vi kan nyde havens høst hele året.

Vores sommerfugle busk blomstrer……

…..og dét giver rigtig meget sommerfugle liv i haven – her to sommerfugle på samme blomst

Jeg har fotograferet Løve fuldmånen ca. ved midnat……

…….og her ca. ved 3-4 tiden …..

…..og her lige før den forsvinder ved 6-7 tiden….så smuk….

Høst i haven – Torben har bundet vores løg op til tørring…..

….farverne i rødløg er fascinerende….

Inn Sæi – det Indre Hav

I den her til tider meget rationaliserende, standardiserende og effektiviserende verden kan det være en hel befrielse, at et menneske træder frem og gør os opmærksom på, at vi har mistet noget i denne jagt på rationalisering, standardisering og effektivisering. Dette menneske der træder frem, er Kristin Ólafsdóttir. Hun beskriver i dokumentarfilmen “Inn Sae – The Power of Intuition”, hvordan man på Island respekterer Inn Sæi altså den indre stemme, kreativiteten, Det Indre Hav – ja, som titlen allerede indikerer, så er det Intuitionen, der her er tale om. Kristin beskriver i filmen, hvordan hun mistede fodfæste i sit liv, fordi hun overhørte sin intuition. Hun gik langt ud over hendes grænser i sit arbejde, og til sidst sagde hendes krop og sind stop. Filmen er en fortælling om hendes personlige oplevelse, men også en rejse rundt i forskellige kulturelle og videnskabelige kontekster, hvor forskellige mennesker giver deres bud på Inn Sæi. Betydningen af ordet kan I høre her https://youtu.be/2Q4dStwzZP4  og en trailer til filmen Inn Sae – The Power of Intuition” kan I se her https://youtu.be/leFCIThHaOs . Jeg kan virkelig anbefale Jer at se hele filmen – især kunstneren Marina Abramovic fandt jeg særdeles fascinerende  – se med her https://youtu.be/8Fs1cmYghDs

I starten af ugen – og ja nu er det så august (!) – tog vi til Vejle. Vi startede med en dejlig brunch kl. 9 på Bryggen, i solskin lige ved Vejle Å. Herefter gik vi til Økolariet, som er et Science-center med masser af aktiviteter for hele familien, og anbefalet af en kollega, fordi Albert elsker at eksperimentere og innovere. Det gennemgående tema i Økolariet er Bæredygtighed, og det var et vildt spændende sted – gratis for alle, og søde og venlige hjælpere. Vi fik prøvet lidt af hvert, og Torben og jeg fik smagt fårekylling og melorme (!) – Albert takkede pænt nej, og jeg selv (som er vegetar) overvejede også liiige at springe over, men det var for spændende, så vi fik smagt insekter, og det smagte som sprøde chips. (tidligere ved et fødevaremarked i Svendborg smagte jeg vandmand (!) og det smagte også godt). Hele Økolariets opbygning er meget pædagogisk informerende uden at være moraliserende. Vi kunne sagtens have brugt en hel dag på Økolariet, men vores plan var også at tage til Flensburg. Så det gjorde vi så.  Flensburg er en rigtig hyggelig by at trave rundt i. Det var nu ikke fordi vi fik købt så meget, men det gjorde vi ved Scandinavian Park, hvor vi altid handler nogle økologiske varer, som er væsentlige billigere end-  herhjemme. F. eks kan man købe virkelig god økologisk agavesirup til halvdelen af prisen end hvad det koster i Danmark. Jeg fik også købt chokolade fra Ichoc, som laver nogle fantastiske gode økologiske chokolader. Herefter gik resten af ugen for mit vedkommende med arbejde, og Albert og Torben sejlede i vores båd til Ærø Jazz festival, hvor de mødtes med nogle venner og nød dejlig mad på Ærø Badehotel og hørte skøn jazz rundt i gaderne og til koncerter. De hørte bl.a. Two Tone Chili JazzBand – dem kan I høre her https://youtu.be/0rorsAsHMsE . Albert synes det var en ret fed lyd – som en gammel radio, sagde han – når de sang i Two Tone Chili Jazzband – lyt med her https://youtu.be/nxBedHME2oY . Vi kender Claus som er trommeslageren i Jazzbandet. Albert og Valdemar som jo er trommeslager i Albert og hans band (der hedder No Name (!) ) fik lige nogle gode idéer. De spiller jo selv jazz, blues, funk og soul (Albert spiller klaver). De var også til koncert med L Wood Joy som I kan høre her i et klip fra Århus Jazzklub https://youtu.be/lYUCJ_WDNBo .

Imens Albert og Torben var på Jazzfestival fik jeg tid til efter arbejdet, at følge en dokumentarserie der hedder Daughters of Destiny. Den er på Netflix, og normalt har jeg ikke tid til at følge en hel serie, men den her tog jeg mig tid til at se i løbet af de dage, hvor Albert og Torben var på Ærø. Serien Daughters of Destiny handler om, hvordan en indisk-amerikansk erhvervsmand,  Abraham George, sælger sin virksomhed i USA og bruger sin formue på at bygge en skole, hvor han uddanner fattige børn – her især piger fra den laveste kaste (de “urørlige” ) i Indien. Skolen Shanti Bhavan optager børnene i en alder af 4 år, og børnene bliver på skolen i ca. 14 år, og de besøger deres familier to gange om året. Idéen med skolen er, at uddanne og oplyse så mange fattige børn, så de kan ændre deres livsvilkår. Serien skildrer den identitetssplittelse som disse børn er i, når de skal forene de virkelige fattige vilkår som deres familier stadig lever under, med de værdier, som de har lært på skolen. Se et lille klip her https://youtu.be/b49QEQsNUj0 og hvis I har mulighed for det – se hele serien på Netflix. Det er en øjenåbner for hvad uddannelse kan gøre, og hvad en enkelt persons beslutning om at hjælpe sine medmennesker kan gøre.

…og ja, så bliver jeg altså også lige nødt til at nævne skønne Carla Mickelborg. Hun er en super engageret ung kvinde på 28, som har sin egen you tube kanal, men er nok mest kendt for sin rolle i Far til Fire. Jeg kan så godt lide Carla Mickelborg for hendes positive og helt downtoearth måde at være på, og jeg får tit nogle dejlige grineture blot ved at høre hende. Carla har en podcast som hedder Brunch med Carla Mickleborg. I den inviterer hun forskellige mennesker på brunch, og imens man kan høre cafédynamikken i baggrunden diskuterer hun forskellige emner med sine gæster. En af dagene var hendes gæst ikke kommet, og hendes mor, som hun kalder for Mullen træder til istedet. Jeg siger Jer dén podcast med Mullen er simpelthen så hylende morsom, og Carla og hendes mor Mullen er bare sig selv. De forsøger ikke at være sjove – de ER bare sjove, fordi de er så hudløse ærlige. Få et indblik i Carla Mickelborgs univers her https://youtu.be/7zlS5yLGMJ4 men altså husk også at lytte til hendes podcast!

Det danske sommervejr….tjae…jeg synes det er smukt – se lige her en aftenstund…..

Så er vi i Vejle – vi nyder en brunch i solen…..

…..Albert i Energihjulet på Økolariet……

….her er vi på Insekt café – Albert bryder sig ikke om menuen…

….men vil hellere eksperimentere – her med sæbebobler…

Økolariet er virkelig et besøg værd – her er bare SÅ meget at opleve…