Et af de mange projekter der står mit hjerte nært, er at få skabt et nyt paradigme for uddannelse. Se evt på http://paedagogiskresonans.dkJeg vil på denne side skrive en del om hvad der rører sig i udviklingen af det nye paradigme i uddannelse. Det er ikke et spørgsmål om det nye paradigme kommer – det er på vej, men det kunne være rart at flere fik øjnene op for det. Så hvis I/du  er interesseret i at være med i udviklingen af det nye paradigme i uddannelse, så skriv nogle kommentarer her på siden. Du/I er også velkommen til at skrive til mig på janniansel@gmail.com. Lad os sammen skabe et globalt netværk for et nyt paradigme – udviklingen af det nye eksisterer allerede, og du/I kan være med i det!

color-circles-414637_640

Uddannelsessystemet er godt i gang med, i hele den vestlige kultur, at save den gren over den selv sidder på. Det er bekymrende at se hvor mange børn og unge der mere eller mindre er fremmedgjorte over for sig selv, fordi deres kreativitet ikke har fået plads. Jeg har forsket i mange år både nationalt og internationalt i voksenpædagogik, og erfaret at alt for mange har rigtig dårlige erfaringer med skoleårene. Der har for de fleste ikke været plads til dem og deres unikke kreativitet. Mange går så rundt med en følelse af at det er dem det er galt med, men efter min mening er det systemet, det er galt med. Den deler jeg med andre forskere rundt omkring i verden. Blandt andet kan jeg anbefale, hvis man er interesseret i emnet at læse bøger af Sir Ken Robinson eller se ham på Ted Talk på you tube.

I TedTalks oplæg “Do schools kill creativity” fortæller KR, at vi alle er født med uendelige mange talenter, men når vi har været igennem uddannelsessystemet tabes mange af disse talenter. “As I put it then, many highly talented, brilliant people think they’re not because the thing they were good at in school wasn’t valued or was actually stigmatised. The consequences are disastrous for individuals and for the health of our communities. “

KR stiller det mest fundamentale spørgsmål: Hvad er uddannelse for? For at besvare det spørgsmål præciserer han de begreber der er centrale i uddannelsesretorikken:

  • Læring: er en proces hvor man lærer ny viden og kompetencer. Mennesket er et meget nysgerrigt væsen. Børns nysgerrighed sløves imens de går igennem uddannelsessystemet. Det at holde nysgerrigheden i live er nøglen til at transformere uddannelse.
  • Uddannelse: er organiseret læring. Man går ud fra at børn og unge ikke kan lære, hvis de overlades til deres egen organisering af læring. Hvordan uddannelse kan organiseres for at udvikle læring er KRs mål.
  • Træning: er en metode til at fokusere på specifikke evner der skal læres.
  • Skole: er ethvert fællesskab, hvor folk mødes for at lære af hinanden. I følge KR må vi omdefinere/omtænke hvordan skoler skal fungere.

KR beskriver det også i følgende youtubeklip: https://youtu.be/BEsZOnyQzxQ

head-826319_640

KR forklarer følgende  “historie”  om uddannelsessystemets subtile sociale stratifikation;

“Young children go to elementary school mainly to learn the basic skills of reading, writing and mathematics. These skills are essential so they can do well academically in high school. If they go on to higher education and graduate with a good degree, they’ll find af well-paid job and the country will prosper too. In this story, real intelligence is what you use in academic studies: children are born with different amounts of this intelligence, and so naturally some do well at school and some don’t. The ones who are really intelligent go on to good universities with other academically bright students. Those who graduate with a good university degree are guaranteed a well-paid professional job with their own office. Studens who are less intelligent naturally do less woo at school. Some may fail or drop out. Some who finish high school may not go any further in education and look for a lower-income job instead. Some will go on to college but take less academic, vocational courses and get a decent service or manual job, with their own toolkit.”

Mange har den ovenstående opfattelse af uddannelse, og tror at grunden til at det ikke helt fungerer har noget at gøre med at der skal testes noget mere, laves flere standardkrav osv Resultatet bliver at der tages politiske beslutninger om at styrke konkurrencedygtige og kontrollerbare standarder.

I flg KR er vi virkelig ude på et sidespor, hvis vi tror at test, kontrol og standard krav er løsningen på at skolerne dvs uddannelsessystemet ikke fungerer. Problemet er tværtimod at test, kontrol og stigende standardkrav om større konkurrencedygtighed skaber større problemer end at løse dem. Faldende gennemførelse, stress, depression og stigende selvmord viser at det ikke fungerer. Det er uddannelsessystemet selv der generer problemerne, og det hjælper ikke at skabe mere kontrol af de mennesker systemet består af. “All systems behave in ways that are particular to them”

If you design a system to do something specific, don’t be surprised if it does it. If you run an education system based on standardization and conformity that suppresses individuality, imagination, and creativity, don’t be surprised if that’s what it does.”

Der er en forskel mellem symptomer og årsager. Der er mange symptomer på uddannelsessystemernes “sygdomme”. Disse vil ikke umiddelbart kunne ses, hvis ikke vi forstår de bagvedliggende årsager, og de dybere problemer der er forbundet med dem. Et problem er at uddannelsessystemernes industrielle karakter, som blev udviklet i en tid, hvor der var brug for produktionsdygtige medarbejdere osv. Problemet er, at vi stadig i uddannelsessystemet kører efter denne industrielle tilgang, som er uhensigtsmæssig i det 21. århundrede. Befolkningstilvækst og teknologi har ændret sig væsentlig siden industrialiseringen. Eksempelvis den digitale teknologiudvikling har ændret hvordan vi arbejder, tænker, føler, og relaterer os til hinanden.

science-1182713_1280

Selvfølgelig har uddannelse ikke udelukkende været dårlig, men så absolut også frigørende. Problemet er at det er de få, der får succes og der tabes mange undervejs. Det forklarer KR i dette TED Talk klip på youtube: https://youtu.be/wX78iKhInsc

KR mener at alle kan deltage i ændringer af uddannelsessystemet, man behøver blot følgende:

  • være kritisk overfor hvordan tingene er nu
  • have en vision om hvordan det kunne være
  • have en teori om hvordan det kan lade sig gøre, altså udvikling fra gammelt til nyt uddannelsessystem.

Hvis man vil ændre uddannelsessystemet er det nødvendigt at erkende hvilket system det er. Det er muligt at ændre det. KR tror på det enkelte individs værdi, retten til at styre sit liv selv, mulighederne for at udvikle og leve et tilfredsstillet liv, og respekten for sig selv og andre. KR baserer uddannelsessystemet på fire grundlæggende hensigter med uddannelse:

  • Personlig
  • Kulturel
  • Social
  • Økonomisk

“As I see it, the aims of education are to enable students to understand the world around them and the talents within them so that they can become fulfilled individuals and active, compassionate citizens”

Det er også forklaret dejligt pædagogisk i dette youtubeklip:  https://youtu.be/zDZFcDGpL4U

Udviklingen/ændringen af uddannelsessystemet sker ikke gennem politiske kommitéers møder og retorik, men gennem folk der arbejder med det, lærere og elever.

Hvis man er involveret i uddannelse på en eller anden måde kan man vælge følgende muligheder:

  • du kan skabe forandringer i systemet (innovation)
  • du kan skabe et pres på systemet
  • du kan skabe initiativer uden for systemet

KRs arbejde bygger på års studier af hvad der virker i uddannelsessystemet, hvad der motiverer eleverne og lærerne til at gøre deres bedste, og hvad der ikke virker. KR baserer sin viden på hvad der virker i et transformativt uddannelsessystem. KR mener at det er nødvendigt for menneskehedens overlevelse på Jorden, at vi ændrer uddannelsessystemet. Vi skal altså ikke fixe uddannelsessystemet men ændre det, vi skal ikke reformere uddannelsessystemet men transformere det.

Ændringer af uddannelsessystemet er en græsrodsbevægelse, og som sådan allerede på vej, og hvis man forstår det har man fundet nøglen til transformationen; ændringerne kommer ikke som top-down men buttom-up.

Jeg anbefaler alle der arbejder med uddannelsessystemet, at sætte sig ind i denne græsrodsbevægelse som KR taler om. For mig og se er det vigtigt at vi tager denne transformation af uddannelsessystemet alvorligt, og selv tager ansvar for hvad man personligt selv kan bidrage med. I min forskning og undervisning er hverken kollegaer eller elever/kursister i tvivl om hvilke værdier jeg er fortaler for. Det er fantastisk at opleve at “flytte” en kursist med en lav selvopfattelse til en begejstret tro på sig selv. Èn begejstret kursist “smitter” andre kursister, der begynder at tro på deres egen kreativitet, og så er det en fornøjelse som underviser at opleve alt det nye der skabes blandt disse kursister.

KR taler i ovenstående beskrivelse og citater om den sociale stratifikation, der eksisterer i at sætte akademiske kompetencer øverst på den politiske dagsorden. Jeg møder den desværre ofte blandt kollegaer i undervisningssystemet. Der er en tendens til at have en fordom for børn og unge, der oplever virkeligheden “fra hånd til hoved”. Det starter lige fra 0.klasse hvor børnene mere eller mindre (ikke på alle skoler) sluses ind i en forståelse af at praktiske fag som sløjd, idræt, formning, hjemkundskab m.m ikke er betydningsfulde nok. Det afsløres i brugen af karakterer. Børnene finder hurtigt ud af, hvad omverden opfatter som værdifuldt og hvad der ikke gør, også selvom børn ikke i de små klasser får karakterer.  Der kan være mange børn, der er virkelig dygtige f.eks. til sløjd, men denne evne anerkendes ikke, for der gives ikke karakter på lige fod, som i de mere boglige fag. På den måde favoritiser uddannelsessystemet allerede fra starten (og sender et subtilt budskab til barnet), at det boglige har høj status og det praktiske og kreative har lav status. Efter min mening bør man helt lade være med at sætte tal på børn og unges præstationer, da de set ud fra en udviklingspsykologisk synsvinkel er ekstramodtagelige for den subtile kritik, der ligger i deres præstation. Jeg siger ikke her, at man ikke må vurdere børn og unges præstation. Det jeg siger er, at der er ingen grund til at fordele social status på børn og unges præstationer, fordi det vil bremse dem i deres udvikling af deres helt unikke kreativitet. Efter min mening er det en camoufleret måde at bruge den begrænsede IQ model som “mål” for hvem der er dygtige og hvem der ikke er det. Der er desværre kollegaer der her er blinde for den politiske manipulation de selv (som underviser) er udsat for, og behandler disse “fra hånd til hoved” børn og unge som andenrangsborgere. Jeg møder selv en subtil nedvurdering, når jeg fortæller at jeg arbejder med skønne unge og voksne mennesker, hvoraf nogle af dem har brug for en mere konkret og praktisk (hånden) tilgang til læring. Mange af dem, som jo også KR beskriver, forventes at tage et arbejde som håndværker, hvilket jeg absolut ikke kan se noget galt i, men som nogle lærere (selvfølgelig ikke på de mere tekniske og håndværksbaserede skoler senere) allerede har “afskrevet” som interessante i deres undervisning, fordi de ikke lever op til den politiske dagsorden. Når jeg møder kollegaer der har den holdning – altså at “fra hånd til hoved” børn og unge er besværlige – kan jeg ikke lade være med at omtale Rosenthalereffekten. En undersøgelse der meget kort fortalt viser, at hvis lærere har en fordom om visse elevers karakteristika og evner, så bliver resultatet også derefter. Læreren vil have en tendens til at være mindre engageret i elever, de mener ikke kan lære noget, også er resultatet jo logisk nok – så lærer de heller ikke noget!.

glasses-272399_1280

Måske er grunden til at nogle kollegaer ikke finder alle elever lige interessante den konstante måling af deres arbejde. GERM Global Education Reform Movement   og PISA Program for Internation Studen Assessment er nogle ofte citerede politiske styringsværktøjer, som hvis man overvejer resultaterne ud fra en kritisk videnskabelig refleksion (og forskningsmæssig) vil indse, at det ikke er evident at sammenligne resultaterne fra de forskellige lande.

Ifølge KR skaber  GERM og PISA  i virkeligheden store problemer (“bugs”) i uddannelse. Den politiske sammenligning af (“ranking”) uddannelsessystemer, er på linje med en anden “bodybuilder” sammenligner sig med andre. Kina viste sig at være mest effektiv, og poltikerne så det som et “wake up call”. Uddannelse er for politikerne interessant af flere grunde:

  • fordi det handler om økonomi. “A well-educated workforce is crucial to national economic”.
  • der er en kulturel interesse.”Education is one of the main ways, that communities pass on their values and traditions from one generation to the next”
  • der er en social interesse “government want education to promote whatever attitudes and behaviours they think necessary for social stability”
  • en personlig interesse “the need for all students to realize their potential and live fulfilled and productive lives”

Måden politikerne forsøger at udvikle disse interesser i uddannelsessystemet er vha større kontrol, flere tests. Rigtig mange penge bruges til at udvikle tests og kontrolsystemer. De typiske reformer i de forskellige lande bygger på; “A high-performing education system is critical to national economic prosperity and staying ahead of our competitors. Standards of academic achievement must be as high as possible, and schools must give priority to subjects and methods of teaching that promote these standards”

Resultatet er stigende standardkrav (dvs det akademiske som målet for “rigtige” ) og kontrolsystemer  til at sikre at det udføres i uddannelsessystemet. Der har været og er et stigende problem med faldende kvalitet i læsning, skrivning og matematik. Et problem hvor uddannelsessystemet uddanner til “a rising tide of mediocrity”, som truer økonomien i fremtiden. “The standards movement is concerned with raising academic standards in particular” Ironisk nok skal denne standardisering forberede de studerende til arbejdslivet og konkurrence samfundet. Det er ironisk, fordi der er en kontradiktion “On one hand, politicians are pushing for more academic work i schools; on the other, they say they’re all about economic relevance. Yet academics are often thought to be remote from the real world, living in ivory towers, immersed in pure theory”.

face-805557_1280

Måden politikerne forsøger at hæve uddannelsessystemets akademiske krav er ved:

  • Standardisering:  dvs faste guidelines til hvad en skole og en lærer skal undervise i. (curriculum) I disse guidelines er der et tydeligt hierarki af fag. Dvs øverst dansk, matematik, historie osv “Because the standards movement emphasizes academic study, it places less value on practical disciplines like art, drama, dance, music, design and physical disciplines and on “soft subjects” like communications and media studies, which are all thought to be nonacademic.”. I selve undervisningssituationen favoritiseres indlæring af faktuel information til hele klassen. Der er ikke plads til kreative og personlige udtryk, hvor fantasi og forestillingsevne er i spil. Uddannelsessystemet favoritiser standardiseringer af eksaminer, test oa. Situationer hvor de studerende sidder for sig selv i længere tid for at besvare kvantitative evaluringer af deres indlæring.
  • Konkurrence: målet med at teste er at øge konkurrenceevnen mellem lærere, elever og skoler ud fra den antagelse, at det vil hæve standarderne. Det er det vi ser i PISA undersøgelserne.
  • Korporationer: “Education is one of the world’s biggest business”. Derfor har politikerne en interesse i at udlicitere undervisning for at skabe større konkurrence, belønne vha provision,mindske udgifterne i statskassen og for profittens skyld osv.

Hvis disse standardiseringer virkede var der ikke mere at sige iflg. KR, men de virker ikke!.Eksempelvis har lande der har øget deres udgifter til uddannelses ikke fået mere ud af det iforhold til gennemførelse oa. Det er et stigende problem, at folk ikke længere har de helt fundamentale kulturelle egenskaber og kulturel viden (dvs almen dannelse, som efter min mening tabes, når man nedvurderer og til tider fjerner kreative fag). Kontrasten i at der uddannes til arbejdsmarkedet og den stigende arbejdsløshed blandt unge er også tydelig. Selv studerende der har tilpasset sig uddannelsessystemet på alle måder, har høje karakterer, har sat sig i gæld for at kunne studere osv står ansigt til ansigt med arbejdsløshed. “There is an ever-widing skills gap between what schools are teaching and what the economy actually needs. The ironi is that in many countries there’s plenty of work to be done but, despite the massive investments in education, too many people don’t have the skills that are needed to do it.”

Mange nye jobmuligheder kræver anderledes kompetencer som uddannelsessystemet ikke har taget højde for, og derfor går disse jobs til folk der allerede er på arbejdsmarkedet og har haft evnen til at omstille sig til de nye krav. (jf entrepreneurship)

“Our communities depend on an enormous diversity of talents, roles, ad occupations. The work of electricians, builders, plumbers, chefs, paramedics, carpenters, mechanics, engineers, etc (who may or may not have a college degree) is absolutely vital to each of our lives. Very many people in these occupations enjoy them enormously and gain great fulfilment from them. One effect of the emphasis on academic work in schools is that the education system is to focused on thes roles and typically considers them second-rate options for people who don’t make the academic cut”

Historien er at de “smarte” børn går på gymnasiet. De andre forlader måske skolen tidligt og søger jobs eller tager specifikke fagkurser. Uanset hvad, bliver det betragtet som at tage et skridt ned på den sociale rangstige i uddannelse. Dette “akademisk uddannelse versus faglærte” kastesystem er et af de største tærende problemer i uddannelsessystemet.

Der hvor det uddannelsesmæssigt fungerer ved at kombinere det faglærte med det akademiske ser vi i skoler der forstår at praktisere entrepreneurship. (jf Make 3d printere) IBM lavede en undersøgelse over hvilke medarbejdertyper de havde brug for, og det var evnen til at forandre og tilpasse sig til forandringer samt evnen til kreativt at skabe nye idéer. “Healthy economies depend on people having good ideas for new buisnesses and the abililty to grow them and create employment”. Yong Zhao siger “There is an inverse relationship between countries that do well on standardises test and those that demonstrate entrepreneurial flair”

Uddannelsessystemet uddanner elever til et samfund som de tror det vil være i fremtiden, i stedet for at forholde sig til hvad der foregår i virkeligheden.  Så standardiseringsbevægelsen opnår ikke de mål, som den har sat for sig selv, og resultatet i standardiseringsprocesserne har katastrofale konsekvenser for elever og lærere. Mange elever gennemfører ikke og mange lærere finder sig andre jobs. Mange af de elever der dropper ud ender i følge KR på overførselsindkomst eller kriminalitet. “I say “so-called dropouts” because the term implies that these young people have failed the system. It’s often more accurate to say the system have failed them. Every individual who leaves school early has personal reason for doing so.They may have family difficulties, be under peer pressure, or just find the whole story unconvincing. Whatever the reason for it, dropping out is a symptom of a deeper problem in the system as a whole, not the problem itself.”

KR giver et eksempel. Hvis man havde sin egen forretning, og flere og flere kunder blev væk år efter år, så ville man nok reflektere over mon kundeflugten kunne have noget med forretningen at gøre og ikke kunderne!!

Et problem i uddannelsessystemet er den faldende gennemførelsesprocent, et andet problem som KR ser det er de mange studerende der reelt keder sig, som bliver i uddannelsessystemet men i grunden er frustreret over hele processen i systemet, og mangler interesse og motivation til at kunne koncentrere sig. Uddannelsessystemet bliver en ventesal for de studerende, som blot sidder der med tanker der vandrer om hvad de skal lave i deres fritid, når undervisningen er overstået, og hvad de i det hele taget skal når de er færdige med skolen, så de kan komme videre i deres liv.

“Whatever the reasons, research and practical experience show time and again that the critical factors in raising students achievement on all fronts are the motivation and expectations of students themselves. The best way to raise them are to improve the quality of teaching, have a rich and balanced curriculum and have supportive, informative systems of  assessments. The political respons has been the opposite: to narrow the curriculum and wherever possible to standardise content, teaching, and assessment . It has proved to be the wrong response. The evidence is everywhere that the standards movement is largely failing by its own terms and creating more problems than it is solving.”

Vi behøver altså i følge KR en helt ny måde at tænkte skole på “People do not come in standard sizes or shapes, nor do their abilities and personalities. Understanding this basic truth is the key to seeing how the system is failing – and also how it can be transformed.” Jeg er helt enig med KR, og resultaterne i min uddannelsesforskning nationalt og internationalt understreger det tydeligt.

digi-art-928683_640