I Påsken tog hele familien en tur til Århus udelukkende for at se på arkitektur – helt specifikt Bjarke Ingels. Vi startede om lørdagen med at se på Rådhuset i Århus, som er et overflødighedshorn af smuk design og arkitektur af Arne Jacobsen og bygget ca 1940. Det var lidt specielt sådan at trave rundt ved ,Rådhuset, fordi jeg mindedes tydeligt en gang, da jeg var ca 5 år og stod med min mor (Anny Ansel) og iagttog det store springvand ved siden af Rådhuset. Dengang var jeg mest fascineret af vandet i springvandet, og nu stod jeg selvsamme sted og betragtede arkitekturen sammen med Albert på snart 15 (!). Da vi havde set hvad vi ville se af Rådhuset, tog vi på Cross Café ved Åboulevarden og spiste en dejlig brunch, og herefter lidt shopping. Om eftermiddagen tog vi på Albert’s bar, som ligger på Store Torv. Stedet er virkelig hyggeligt, og har en spændende historie. Vi kom for at høre skøn jazz og spise tapas, og det hele var en rigtig dejlig oplevelse og vi kan varmt anbefale Albert’s bar der er super service – vi kommer helt sikkert igen! Om søndagen kørte vi ud til Århus Ø, som er en del af havnen og et område af Århus, hvor der er bygget rigtig meget spændende arkitektur. Vi fik set Bjarke Ingels Aarhus bygning – imponerende og med en fantastisk beliggenhed. De fleste af de 254 lejligheder i 20 etager, som ligger med udsigt til bl.a. Djursland er allerede solgt, hvilket jeg godt kan forstå, fordi selve området er designet som en maritim oase tæt på byen og med fantastisk natur. Altså – igen er vi fuld af beundring af BIG’s tankegang om at miljø, arkitektur, mennesker – ja, alt er tænkt ind i en større helhed! Herefter kørte vi på café Ziggy og sluttede vores Århustur af med varm kakao, latte og te, og en spændende snak. Jeg sad og filosoferede lidt over, hvor skønt og enkelt det i grunden var, at trave rundt og blive inspireret af ny spændende arkitektur i min egen fødeby. Dén der lykkefølelse af at blive inspireret og idéer bare vælter ind, og hvor alle i familien sidder med spændende input til diskussionen af arkitektur – blot fordi vi lige tog et par dage med ét fokus for øje til Århus. Påskemandag så jeg tilfældigvis en Ted Talk af Robert Waldinger, som taler om hvad det er der skaber “et godt liv” prøv at se med her https://youtu.be/8KkKuTCFvzI og bliv inspireret.
I Påsken fik jeg en smuk buket Påskeroser af Torben og Albert
Rådhuset i Århus….
Inde i Rådhuset…….
Det var Albert der opdagede tiltaleformen på elevatorerne …..
….så er vi på Albert’s bar …….
Århus Ø og Bjarke Ingels Aarhus …..
Albert overvejer om han skal begynde at spare op til en lejlighed…..
Hjemme igen til perfekt Påskesolnedgang…….